SINGLEPLUS
Hvor skal vi bygge og hvordan skal vi bo?
Når bruddet mellem to forældre er en realitet, står spørgsmålene i kø. I rækken af ubesvarede er det ofte spørgsmålet omkring den rette deleordning der helt naturligt fylder mest. For når nu mor og far går fra hinanden, hvad er så det bedste for børnene? Børnesagkyndig rådgiver Hanne Jensen deler ud af sin erfaring omkring noget, der aldrig vil føles hverken nemt eller naturligt.
7/7, 5/9, 10/4 eller fast base?
Mange forældre er i tvivl om, hvordan børnene skal bo, og ofte vil svaret hverken være helt indlysende eller noget, der nødvendigvis er enighed omkring. Skal børnene bo lige meget hos både far og mor eller skal der være en fast base? Lad mig starte med at slå fast, at det vigtigste for børn ikke er antallet af dage, de er hos enten mor eller far, men den relation, de har til deres forældre. Endnu mindre afgørende er det (naturligvis) om far eller mor folder sig ud i et stort parcelhus med kæmpe have eller i lille lejlighed, hvor værelserne er små og eventuelt må deles mellem søskende. Hvad der til gengæld betyder noget er det logistiske: at transporttiden mellem mor og far ikke er en dagsrejse og at vejen til daginstitution og skole er rimelig. Dernæst er det for større børns vedkommende en god idé at legeaftaler og gode venner er indenfor rækkevidde. Både for børnenes men også din egen skyld – logistik er rygraden i de flestes hverdag.
Alting forandrer sig – også deleordninger
Alle børn er selvfølgelig forskellige og derfor skal I altid tage udgangspunkt i det enkelte barn. Det er jer, der er eksperterne. Ikke desto mindre kan jeres barns alder være et godt sted at starte, når I skal forsøge at blive klogere på, hvor og hvordan børnene skal bo. Således er deleordninger aldrig en statisk størrelse men noget, der kan ændre og udvikle sig over tid afhængig af, om den er velfungerende og barnet trives.
Nogle forældre tager udgangspunkt i hvad barnet ‘kan klare’, mens det rigtige spørgsmål at stille sig selv og hinanden som forældre nok nærmere bør være hvilken samværsform barnet trives bedst med?
Lad alderen guide jer…
For de allermindste børn gælder det, at de bør have kortvarigt samvær med samværsforælderen. Det kan være fra nogle timer eller halve dage og op til en enkelt overnatning om ugen.
For de større vuggestuebørn og for børnehavebarnet kan en 11/3 eller 12/2 ordning være relevant. Det kunne fx være 2 og op til 3 overnatninger hveranden weekend og en enkelt overnatning ugen efter. Som barnet bliver ældre kan samværet eksempelvis gælde fra torsdag til søndag og igen fra torsdag til fredag – eller det kan være fra fredag til mandag og igen torsdag til fredag i det, der så ville være en 10/4-ordning.
Større børn kan sagtens have glæde af 7/7-ordning (deleordning) eller 8/6-ordning (næsten deleordning). En vej derhen kunne være at udvide samværet hos samværforælderen over en weekendperiode – først til fem dage og senere igen til 6-7 dage, hvis altså barnet trives med det. Mærk efter hvilke behov, I søger at afdække – barnets eller jeres eget – og pres ikke på.
Børn tænker ikke i en fast base. De tænker ofte, at de sover flere dage hos den ene end hos den anden forælder. For dem kan det falde naturligt at have to hjem.
Grib ikke knoglen
Det er svært at give entydige fingerregler når det gælder kontakten til dit barn, når det er hos den anden forælder. Generelt er det dog bedst, at man ikke ‘forstyrrer’ barnet. Vent til barnet ringer op, også selvom du har måske har lyst til at snakke (og ja, det kan være svært!). Og du kan godt komme til at vente, for børn ringer ikke så tit. De har nemlig en fornemmelse for, at savn kan dukke op, når de hører fars eller mors stemme. Det er også derfor, du også skal forsøge ikke at gribe knoglen. En god idé kan være, når samværet nærmer sig, at ringe og høre barnet om, hvad det har lyst til, når det kommer.
Savn som grundvilkår
Som skilsmissebarn vil savnet af den anden forælder uundgåeligt melde sig. Selvom det som mor eller far ikke er en situation, man ønsker at være medvirkende til, så bliver det vilkår barnet lærer at håndtere hen ad vejen. Luk savnet ind og tal om det, så det ikke føler sig alene, og giv støtte med ord som: “Jeg kan godt forstå, du savner mor/far. Om fire dage ses I igen.” Når I snakker om savnet, glider det ofte i baggrunden. Børn lever i nuet og det ses derfor sjældent at barnet fastholder et savn. Til gengæld er de verdensmestre i tilpasning og har let ved omstilling, og dét er et godt udgangspunkt.
