Alene med børn har mange navne

Enlig forsørger bidrag - glemt - frataget

Onsdag 02.dec 2020 22:17
Mon nogen har erfaring med at glemme og besvate “er du stadig enlig forsørger” beskeden. Idag fik jeg besked om at bidraget blev frataget.
Jeg har ansøgt igen, men er ked af at miste for en tid.
Nogen der har prøvet noget lignende?

Er der noget at gøre/sige for at de kan trække deres afgørelse tilbage?

Vil naturligvis ringe til dem imorgen.

Lignende erfaring?

Kh Karina.

Bliver jeg nogensinde glad igen?

Fredag 23.jul 2021 19:26
Tak for jer.

Jeg er blevet skilt for halvandet år siden. Det var min beslutning. Har to børn med min eksmand. Vi er rigtig gode venner og har ikke på noget tidspunkt være uvenner. Vi har et godt samarbejde.
Men vi skal ikke være sammen. Det vil ende i det samme som inden skilsmissen. Vi kæmpede i 2-3 år og jeg var ikke glad. Lang historie.
Men nu er det ferietid og børnene er hos deres far. Jeg har det frygteligt. Savnet til dem er så stort. Jeg har samtidig også fundet ud af de deres far har “legeaftaler” med en anden singlemor og hendes børn. Og det skal jeg absolut ikke blande mig i og det gør jeg heller ikke. Men hvor gør det ondt. Måske jeg vil have ham tilbage? Han skriver eller ringer til mig næsten dagligt, sender hjerter osv. Jeg er så splittet. Er det bare min kontrol og tryghed jeg søger. Jeg ved godt i ikke kan svare på det.
Men har det ad h….. til. Har ikke spist hele dagen. Men tror han er ved at finde sammen med hende. Og øv at det ikke er mig der er kommet videre. Men alligevel så siger han at han heller ikke videre.
Savner så meget at være glad og lykkelig. Jeg har prøvet at date et par gange, men jeg er der slet ikke.
øv hvor er livet surt. Bliver jeg nogensinde glad igen?.

HJÆLP til sensitivt barn

Tirsdag 02.feb 2021 16:24
Hej
Det drejer sig om M, som er min kærestes søn.
De flyttede ind i juni.
M skulle i samme omgang starte på ny skole. Det har han taget i stiv arm. Og er i det hele taget vokset meget siden. Han kommer fra en enlig mor, der forkælede ham på den forkerte måde; altså hvor han INTET skulle foretage sig. Han blev bragt rundt på et sølvfad. Hvis jeg bad ham om noget i startet, som feks at gå ud med skrald, så faldt hans verden fra hinanden, og hans syntes det var uretfærdigt. I det hele taget har han fra tiden ved mor, lært at det hele skulle dreje sig om ham. Hvad de skulle spise, hvad de skulle lave i weekender osv osv osv. Jeg har haft en kamp med at få ham til at forstå at vi er 4 i huset, og at der er hensyn at tage. At man feks ikke kan få livretter hver dag osv. (hans mor har altis lavet to retter, for at undgå konflikter med ham).  Heldigvis går det meget bedre nu [up]  Han kan dog stadig godt blive fornærmet, hvis vi ikke vil se det han vil i tv/andet der ikke lige kører efter hans næse. 
Uheldigvis har han også lært at næsten alt er farligt. Han troede at jeg ville køre ham i skole når vinteren kom, fordi hans mor har sagt "at det er farligt at cykle om vinteren". Han ville heller ikke cykle i regnvejr. Dette er bare et eksempel, for der er tusinde af scenarier jeg kunne nævne.
Han bliver 12 i næste måned og jeg synes ærligt talt at han stadig overreagerer på mange ting. Som en på 5-6 år.
I efteråret oplevede eleverne i hans klasse, noget de troede var en børnelokker. Han ringede og skreg hysterisk/hulkende i telefonen at jeg skulle hente ham på skolen. Han reagerer så voldsomt, at man ikke kan hører hvad han siger i telefonen, og de fleste gange tror jeg simpelthen at han er ved at dø! Det giver jo selvfølgelig mig et adrenalin spark af den anden verden, hvor jeg er HELT flad bagefter!
I november styrtede han på cykel.  Han var fuldstændig usammenhængende/grådkvalt/hysterisk, og jeg kunne ikke forstår hvad der var sket. I hans forklaring pr telefon, kunne han hverken stå eller gå, og jeg troede vitterligt at han var blevet påkørt (værste scenarie). Jeg måtte til sidst nærmest råbe til ham, at han skulle slappe af og fortælle mig hvad der var sket. Jeg hentede ham selvfølgelig. Da vi kom hjem, kunne jeg se at hånden ikke så normal ud. Jeg kørte ham på skadestuen, og det viste sig at han havde et lille brud i håndleddet. Han skulle bærer gips i 3 uger. I denne periode var han mildest talt invalid, ifølge ham selv, og han kunne ikke tale om andet end den hånd. Han har ikke cyklet siden.
Den anden dag råber han "hjælp hjælp" ude fra badeværelset. Igen helt vanvittigt. Jeg mener, som fra den værste gyserfilm
Jeg strøg derud og prøver at få ham til at sige hvad der er galt. Igen er han ikke i stand til at forklarer sig. Hulker hysterisk. Da jeg gentagne gange siger at han skal trække vejret og forklarer hvad der er galt, for at jeg kan hjælpe ham, fortæller han at han "tror at han har skidt tarmen ud". (Han havde blot haft, hvad jeg tænker en stor pølle, der var lidt voldsom/smertefuld) ;) Efterfølgende er han helt færdig og meget ked af det.
For ti minutter siden, kommer han ud fra værelset, med en panisk lyd jeg ikke kan beskrive. Jeg sidder i køkkenet og spørger selvfølgelig hvad der er galt. Han er hysterisk og råber "Jeg bliver kvalt, jeg bliver kvalt !!!!"  (han var ved at spise rugbrød).  Pga mine erfaringer, kunne jeg tydeligt se at han ikke var ved at blive kvalt. Han begyndte at lægge an til opkast, så jeg fulgte ham på badeværelset, hvor han IGEN fik besked på at trække vejret stille og roligt ned i maven. Han falder til ro igen.
Hvis de lover sne, storm, frost eller torden hos DMI, så er han allerede i alarmberedskab.
Jeg elsker ham vitterligt som min egen[hearts]  og jeg har fået en kærlighedserklæring af ham flere gange. Der hersker ingen tvivl om dette. Hans far siger også at jeg er rigtig god til M, og at M er vokset meget siden de flyttede ind her.
Men jeg har ekstremt svært ved disse overreaktioner hos ham, hvor jeg nærmest bliver nødt til at give ham en verbal lussing, for at kunne trænge igennem til ham.

Lige i tiden bliver han jo undervist hjemme.
Min egen søn på knap 15 er autist. Han er pt også hjemme. Han er selv ekstrem sensitiv, men på andre måder i forhold til bonussen. Han er påvirket på de sensoriske sanser, men har altid været meget "hard core" hvis han feks er kommet til skade osv.

Når jeg tager på job om morgenen, er det lidt med nerverne uden på tøjet,  fordi jeg ikke mener at min egen søn, skal stå for disse angst scenarier som bonussen ligger for dagen. Jeg har talt med min søn (autist) om det, og han fortæller at han nok godt ved hvad han skal gøre, men at han måske vil miste tålmodigheden, hvis bonus overreagerer.
Det er mig imod at skulle skrive bonus og bio (fordi jeg opfatter dem lige) men det er nu en gang sådan det er, og for at kunne give et billede af, at bonus nu befinder sig i en verden, forskellig fra den han havde med sin mor.
Herhjemme er de begge mine drenge [hearts]
Bonus´s far er chauffør og sidder gerne i den anden ende af landet, og er lidt ude af stand til at være til stede. Jeg er selv selvstændig og har derfor nemmere ved at kunne reagerer/handle på episoder, men det er begyndt at påvirke mig sådan, at jeg "frygter" hvad der sker, når jeg tager på job/om bonus går i selvsving over et eller andet, og min bio står med det...
det skal dertil siges, at bonus´s mor er gået i helt anden retning, siden hun flyttede/gav samværdet til far. Nu er det kun hendes nye kærestes behov der tæller, og jeg tænker at det måske også kan have en indvirkning på bonus ...

Håber inderligt at nogen kan hjælpe med fif/råd til hvordan vi får pillet disse "angst-scenarier" ud af bonussen. [hearts]
Hvis der er noget du er i tvivl om (fordi jeg måske ikke har fået fulde forklaringer med), så spørg venligst, i stedet for at slå mig i hovedet eller lave antagelser;)
mvh.

At tage chancen!........or not

Torsdag 18.mar 2021 21:52
Jeg står i et dilemma, som jeg tænker, andre singleforældre må have stået i. Måske det kunne give noget at vende det med nogle af jer, der har prøvet at stå i samme situation. Det handler om job, økonomi, ansvar og mod. Jeg beklager på forhånd den laaaange historie. Tak til jer, der gider bruge tid på at læse den;)

Jeg er alenemor til 2 børn (hhv. 7år og 5år). De har en far, som de har samvær med, men økonomisk står jeg helt alene - jeg kan ikke regne med faren ift. den økonomiske forsøgelse af børnene, heller ikke i nødsituationer. Det er der ikke noget nyt i, sådan har det altid været, så det er ligesom "bare" et vilkår. Økonomisk har jeg heller ikke andre "i ryggen", så når jeg træffer valg indtægtsmæssigt, er det altid med tanken i baghovedet, at jeg har det fulde ansvar uden back-up.

Jeg arbejder pt. i en offentlig stilling. Det er en meget belejlig stilling - gode forhold mht. fleksibilitet i arbejdstid, god løn, "sikring" ved sygdom (både min og børnenes), fyring osv. Det er en gammel virksomhed, som er her mange år endnu, så alle de der praktiske forhold er sådan set super belejlige i min situation. Men passionsmæssigt er jeg der slet ikke, og det tærer mere og mere at jeg laver et arbejde, hvor jeg ikke har "mig selv med". Af fare for at lyde dramatisk, "visner" jeg mere og mere i det. Jeg er en "drømmer", jeg bliver drevet af passion og at mærke, jeg har hjertet med mig i det, jeg laver. Og jeg er ved at komme til en erkendelse, at det har jeg ikke her. Jeg tog jobbet pga. belejligheden og troede, jeg kunne oparbejde gnisten - men det lykkes sgu ikke.

Nu kommer jeg snart til pointen;)  Jeg har netop fået muligheden for en stilling, som rent passionsmæssigt er spot on - den er lige MIG - den, jeg er helt ind til rygmarven. Og lige præcis denne stilling - og felt - er en chance, som kun (meget!!) sjældent byder sig. Jeg søgte u-opfordret, blev inviteret til en samtale og de tilbød at skabe en stilling til mig. Kemien var vildt fed og gnist-barometeret for arbejdet toppede helt op på max. Da jeg gik derfra blev jeg virkelig bevidst om, hvor meget jeg mangler min passion i det nuværende arbejde - og hvor meget det faktisk påvirker mig personligt. Udfordringen! Det er en lille bitte - privat - virksomhed, som skal skabes fra bunden (hvilket passionsmæssigt er fedt). Men det betyder, at der er absolut ingen garanti for, at den ikke crash and burn lige pludselig. Der er sådan en basal sikring - løn under ferie, løn under sygdom i bestemte dage osv. Men ellers har det langt fra den "sikring", jeg hidtil altid har haft i mine offentlige stillinger, fx mht. overarbejde, fyring, ferie. Som sagt havde jeg super god kemi med ledelsen og jeg fik mavefornemmelsen af at stole på dem. Men når jeg læser kontrakten, kan jeg godt se, at wauw, det er godt nok noget andet end hvad jeg har været vant til ift. "sikkerhedsnettet".

Jeg var egentlig klar til at underskrive kontrakten og så blev jeg grebet af "gisp!!". Det føles som at springe ud fra 5-meter-vippen og håbe på, at vandet i poolen er dybt nok og jeg ikke smadrer frontalt ned i fliserne. Havde det været inden jeg blev mor eller havde jeg haft en partner at regne med som økonomisk back-up, så havde jeg uden tvivl grebet chancen for drømmejobbet og skrevet under med det samme. Så kigger jeg på børnene og tænker shit, er jeg dybt uansvarlig for at tage det job, tænk hvis det går galt.. En ansvarlig forælder ville vel blive i det "sikre" job... På den anden side er en ansvarlig forælder (i mine øjne!) også en, der viser, at man skal være tro mod sig selv, turde stå ved sine drømme og forfølge dem.... Turde tage chancen, når den byder sig....

Og så gik jeg i stå midt i en ellers begejstret "armene over hovedet" oplevelse..

SÅ! Har nogen af jer stået i en lignende situation og fundet en god vej igennem det? Hvad var jeres bevæggrunde for den beslutning, I valgte at tage?

Tak fordi I læste med![up] :).