Alene med børn har mange navne

At forstå sine børn...og måske andres børn

Søndag 12.jun 2022 20:54
Jeg har lige haft en aha-oplevelse..som jeg nok troede kun var singleforældre forundt.
Siden jeg blev skilt har jeg har en helt grundlæggende følelse af (desværre affødt af erfaring), at det kun er én selv som forælder (og den anden forælder) der har en helt forståelse af ens barn og ens barn behov. Andre mennesker er for det meste forstående overfor eget barn - men ikke andres. Enhver so synes bedst om sine grise......

Da jeg var gift, tænkte jeg ikke meget over dette. Vi havde aldrig problemer om børneopdragelsen.
Jeg blev efter skilmissen lidt overrasket over at nogen mennesker havde en mening om min børneopdragelse - på en anden måde end de havde da man var "2" derhjemme.

Jeg synes man står mere på mål - og bliver stillet til regnskab for - sin børneopdragelse som enlig forælder end som "Sammen".

Det viser sig så ..... at det samme har min svigerinde lige oplevet. Min bror er udsendt og min svigerinde har lige været alene afsted på ferie med sin bror (som ikke har børn) og hendes far (som er længe siden har haft små børn) . Min svigerinde havde deres/mine fasterbørn på 1½ og 4 år med. Helt grundlæggende har hun en forståelse af at hendes far og hendes bror elsker og forstår de små. Børnene er helt almindelige børn, der hverken stikker ud til den ene eller anden side.

Det gjorde ondt at erfare at jovist elsker de 2 voksne de små..men forstår dem gør de ikke. Spisetider, uro i kroppen, sult og træthed.

I praksis betyder det, at når de små ikke reguleres/afrettes efter de voksnes behov, så må der være noget galt med enten barnet eller moren (min svigerinde).

Men altså..de er jo bare børn..

Min svigerinde var så ked af det bagefter. Havde slet ikke regnet med den der manglende viden/forståelse hos de voksne i forhold til børnenes behov. Det er første gang hun har været alene afsted med sin far/bror efter hun selv har fået børn. De har ellers et kærligt forhold i mellem sig.

Jeg tror at når man er enten single eller på egen hånd (når nu min bror er udsendt) så er man mere udsat for andres fordømmelse. Den diplomatiske tilgang er at erkende at man selv er mere modtagelig for de himmelvendte øjne og andres meninger og at man måske kunne have gjort mange ting bedre. Det ville være det politisk korrekte - at pege det indad. Men jeg vover pelsen og påstår at andre mennesker godt kan føle sig kaldet/ekstra foranlediget til at have en mening om "os", når det kun er én forælder der står for opdragelsen og ikke 2.

Jeg har oplevet det samme med mig og mit eget barn. Jeg synes godt jeg kender den følelse min svigerinde kom hjem med.

Jeg har ikke haft de store problemer med mit barn. Hun er den fredselskende type som jeg selv er. Det kan godt trykke på nogle knapper hos kærester eller andre. Måske mest hos dem der selv kæmper med deres barn. En lyst hos den anden til at kritisere/til ikke at forstå, når nu det ikke er ens eget barn.

Jeg oplevede ikke helt den slags fordømmelse/haven en mening om hinandens børneopdragelse, da Majas far og jeg var sammen. Jeg føler lidt at man som enlig forælder står mere på mål for ens børneopdragelse/valg.

Er det noget I kan genkende?

Jeg vover tråden selvom jeg er meget bevidst om at de fleste herinde har en alder, hvor det er længe siden man har haft små børn. Som enlig foælder synes jeg man er lidt mere udsat for andres mening - lidt mere alene på skansen..