Konfrontere eller lade det gå..?
Fredag 13.maj 2022 10:00Min kommune har - takket være et vink med en vognstang fra en overlæge på psyk - bemærket, at min situation som udearbejdende, autistisk alenemor til tre autistiske teenagere muligvis er lidt presset.
Jeg er derfor blevet tildelt en kontaktperson som støtte, hvilket jeg er glad for.
Jeg mødte hende første gang til et møde på rådhuset, indkaldt af en sagsbehandler i familieafdelingen. Min kontaktperson kom ca. 10 minutter for sent, for der var lige kommet noget op. Fuld forståelse, det kan jo ske.
Vi havde en god snak. Jeg syntes vældig godt om hende og fortalte åbent om nogle af de udfordringer, jeg står med, selvom det er sårbart stof. Hun fik mit mobilnummer og ville sende mig en SMS, så snart hun fik kigget i sin kalender (som hun havde glemt) med et forslag til en tid for næste møde.
10 dage senere havde jeg stadig ikke hørt fra hende. Jeg skrev en SMS til sagsbehandler, at X vist havde glemt mig.
En halv time senere ringede X, som sagsbehandler havde prikket til, og var bekymret for, at jeg ikke havde fået hendes besked. Hun havde så prøvet at ringe til mit nr, men det meldte hele tiden optaget. Og nu havde hun så opdaget, at hun ikke havde fået noteret det sidste ciffer.
Det er jo løgn. Hvis man sender en besked til et ikke-eksisterende nr., får man en fejlmelding. Ringer man, får man at vide, at nummeret ikke eksisterer.
Vi har nu en aftale næste tirsdag, men min tillid til hende kan ligge på et lille sted. Jeg har det virkelig stramt med at blive glemt, undervurderet og løjet for, allerede inden vi er kommet i gang.
Spørgsmålet er, skal jeg tale med hende om det, og i givet fald hvordan? Jeg har ingen glæde af at presse hende i defensiven, men jeg får også svært ved at sænke paraderne og tage imod hjælp, hvis jeg ikke har tillid til hende..