Alene med børn har mange navne

At øve sig i at bede om hjælp som enlig forælder

Torsdag 21.apr 2022 20:09
Jeg har idag taget imod noget hjælp jeg ellers ikke har taget imod før - og det har været en kæmpe lettelse.

Efter Majas far her i det nye år er flyttet væk her fra hvor vi bor, og jeg har Maja de fleste hverdage, er det blevet lidt sværere at hekse/omlægge mine sene dage. Min svigerinde har idag hentet min 8 årige datter efter skoleklub, fordi jeg havde så sent fri fra arbejde, at det alt i alt blev for længe hun skulle være alene hjemme efter klub idag.


Min svigerinde har de sidste 5 år, efter jeg blev alene med Maja mange gange sagt; "Bare sig til - jeg tager bare Maja med hjem - jeg kører lige forbi på vej hjem fra arbejde, du henter bare ude hos os".



Idag er første gang jeg har bedt om hendes hjælp. 8| Det er sq så åndssvagt. :o) Jeg måtte altså komme ud over mine egne kvababbelser over at bede om hjælp og mine dumme tanker om at være til besvær og følelse af at jeg bør klare alting selv.


Jeg beder ellers kun farmor om hjælp. Hun bor dog 3 kvarter væk og arbejder selv også. Jeg ville ikke bede hende køre så langt for 2 timers pasning idag - selvom hun gerne havde gjort det.


Så jeg kom lidt ud over mine egne skæve følelser idag, bad om hjælp, fik den uden problemer. Maja har hygget sig, trivedes rigtig godt med hverken at skulle være alene hjemme uden at have lyst eller på "tvungen" legeaftale, men bare blive hentet af af min svigerinde og være sammen med sin fætter og kusine i eftermiddag indtil jeg hentede hende.


Kender I det med at have svært ved at bede om hjælp som enlig forælder?
Har I måtte øve jer? :).

Kvinder og økonomi

Onsdag 25.maj 2022 13:29
Som kvinder tjener vi lidt for lidt ift frisørpriser, beauty og andre ting, der bevirker at vi ikke minder HELT om Jette Gotlieb. Dette er sagt både med et gran af alvor og et glimt i øjet. Men i visse brancher ER der jo lidt på spil omkring ligeløn. Dét skal denne debat ikke handle om.

Den skal derimod handle om den måde banker handler over for enlige (kvinder) med til tider lidt trængt økonomi.
I mit netværk er der adskillige kvinder, som oplever at blive “jagtet” af banken ift … ja endda overtræk på 50,- hvor de hører fra banken STRAKS hvis der er omend bare et lille overtræk. Der er ingen særlig smidighed fra bankens side ift trængt økonomi hos fx en enlig mor og sygeplejerske. Både generelt, og ved lånoptagning, muligheden for boligkøb etc etc. Og måden banken kommunikerer på er også bare “fuld skrue” på retorikken; stemningen er ikke absolut løsningsorienteret men mere “du bør tage dig sammen”.
Kender du også nogen der oplever dette? Hvad er dit eget forhold til “rådgiveren”/sælgeren?
Og så er der jo hele problematikken omkring gebyrer, som banker opkræver ved “en fejl” - genelt - mindre gebyrer fx 300,- - eller meget større gebyrer ved bolighandler. Man skal som regel selv opdage “fejlen”. Og som enlig er man måske lidt ekstra udfordret her.
Jeg synes banker skal standse med at flå de små - og så tale ordentligt til alle - også enlige kvinder.
(OG i øvrigt - pension og investeringer er langt vigtigere end parfume og stiletter - enig; but you gotta live a little ;)).

Juleaften

Mandag 20.sep 2021 14:18
Hej Alle
Jeg er singlemor til en dejlig dreng på 7 år - vi er hele vores lille familie hvilket betyder at juleaften altid er et problem - vi har indtil videre godt jul rundt omkring hos venner
Men vi drømmer om at skabe vores  egen tradition med en anden single forældre ?
så min der sidder nogen derude i samme situation som os??
Vi bor i Østjylland 😊
Kh.

At forstå sine børn...og måske andres børn

Søndag 12.jun 2022 20:54
Jeg har lige haft en aha-oplevelse..som jeg nok troede kun var singleforældre forundt.
Siden jeg blev skilt har jeg har en helt grundlæggende følelse af (desværre affødt af erfaring), at det kun er én selv som forælder (og den anden forælder) der har en helt forståelse af ens barn og ens barn behov. Andre mennesker er for det meste forstående overfor eget barn - men ikke andres. Enhver so synes bedst om sine grise......

Da jeg var gift, tænkte jeg ikke meget over dette. Vi havde aldrig problemer om børneopdragelsen.
Jeg blev efter skilmissen lidt overrasket over at nogen mennesker havde en mening om min børneopdragelse - på en anden måde end de havde da man var "2" derhjemme.

Jeg synes man står mere på mål - og bliver stillet til regnskab for - sin børneopdragelse som enlig forælder end som "Sammen".

Det viser sig så ..... at det samme har min svigerinde lige oplevet. Min bror er udsendt og min svigerinde har lige været alene afsted på ferie med sin bror (som ikke har børn) og hendes far (som er længe siden har haft små børn) . Min svigerinde havde deres/mine fasterbørn på 1½ og 4 år med. Helt grundlæggende har hun en forståelse af at hendes far og hendes bror elsker og forstår de små. Børnene er helt almindelige børn, der hverken stikker ud til den ene eller anden side.

Det gjorde ondt at erfare at jovist elsker de 2 voksne de små..men forstår dem gør de ikke. Spisetider, uro i kroppen, sult og træthed.

I praksis betyder det, at når de små ikke reguleres/afrettes efter de voksnes behov, så må der være noget galt med enten barnet eller moren (min svigerinde).

Men altså..de er jo bare børn..

Min svigerinde var så ked af det bagefter. Havde slet ikke regnet med den der manglende viden/forståelse hos de voksne i forhold til børnenes behov. Det er første gang hun har været alene afsted med sin far/bror efter hun selv har fået børn. De har ellers et kærligt forhold i mellem sig.

Jeg tror at når man er enten single eller på egen hånd (når nu min bror er udsendt) så er man mere udsat for andres fordømmelse. Den diplomatiske tilgang er at erkende at man selv er mere modtagelig for de himmelvendte øjne og andres meninger og at man måske kunne have gjort mange ting bedre. Det ville være det politisk korrekte - at pege det indad. Men jeg vover pelsen og påstår at andre mennesker godt kan føle sig kaldet/ekstra foranlediget til at have en mening om "os", når det kun er én forælder der står for opdragelsen og ikke 2.

Jeg har oplevet det samme med mig og mit eget barn. Jeg synes godt jeg kender den følelse min svigerinde kom hjem med.

Jeg har ikke haft de store problemer med mit barn. Hun er den fredselskende type som jeg selv er. Det kan godt trykke på nogle knapper hos kærester eller andre. Måske mest hos dem der selv kæmper med deres barn. En lyst hos den anden til at kritisere/til ikke at forstå, når nu det ikke er ens eget barn.

Jeg oplevede ikke helt den slags fordømmelse/haven en mening om hinandens børneopdragelse, da Majas far og jeg var sammen. Jeg føler lidt at man som enlig forælder står mere på mål for ens børneopdragelse/valg.

Er det noget I kan genkende?

Jeg vover tråden selvom jeg er meget bevidst om at de fleste herinde har en alder, hvor det er længe siden man har haft små børn. Som enlig foælder synes jeg man er lidt mere udsat for andres mening - lidt mere alene på skansen..

Manipulerende adfærd sådan i det små.

Fredag 29.apr 2022 12:50
Oplever du manipulerende adfærd i større eller mindre grad ?. Hvordan påvirker det dig ?. Og hvordan håndterer du det ?.

Min baggrund for at kaste dette debatoplæg op er, at jeg oplever ovenstående lejlighedsvist fra en veninde til mig.

Hun har en opvækstmæssig baggrund, der giver ganske god mening desangående samt en storesøster, der har det sorte bælte i disciplinen.

Jeg får altid rødt kløende eksem på ryggen og sådan en kropslig urghg fornemmelse, når hun forsøger sig.

I vores relation omhandler manipulationen primært kørsel i min  egenskab som bilejer. Hun er enlig mor uden bil.

Jeg har tidligere, med eksem på ryggen, kørt hende og sønnen på hospitalet og i IKEA, imens jeg har gumlet på tingene. Og har en enkelt gang smidt alt hvad jeg havde i hænderne for at køre dem til og fra hospitalet.

Aktuelt har hun i et par dage haft en slags rødmende byld af en vis størrelse på inderlåret som jeg foreslog hende at få hendes læge til at tilse.

Efter lægebesøget idag skrev hun så om jeg ville med hende på skadestuen.

Jeg svarede, for første gang ever, , at det havde jeg desværre ikke tid til, hvilket er i overensstemmelse med sandheden og spurgte hvad så ?.

En mulig blodprop svarede hun.

Jeg svarede " Fy for pokker 😳...Lad mig endelig hører nærmere, når du ved noget "

Til det svarede hun 😊..

Overførselsydelser

Søndag 15.maj 2022 21:36
Jeg lagde mærke til, at der i "Jeg tilstår"-tråden lå et link til en artikel (piopio.dk/vu-formand-om-folkepen... som et par af jer havde kommenteret på.  Og så tænkte jeg, at emnet måske kunne give en interessant tråd.


I "Jeg tilstår"-tråden erklærer de fleste sig vist enige i, at VU formanden har knald i låget i forhold til det her emne.  Jeg er enig i, at hendes retorik giver anledning til den tanke.  Men emnet som sådan, synes jeg godt kunne tåle noget debat.


Hvis jeg prøver at skrælle retorikken væk, så lyder det for mig som om VU formanden prøver at sige, "Dem der kan klare sig selv, bør klare sig selv".  Det er jeg grundlæggende enig i.  Jeg så for snart mange år siden et af de her "Husker du"-programmer (er ikke helt sikker på titlen), hvor man valgte et årstal og så blev der vist små klip fra, hvad der så skete det år.  I en af de udsendelser jeg så som vist nok var fra starten af 70'erne, var der et interview med en enlig mor 2-3 børn, som blev spurgt til, om hun så ville søge økonomisk hjælp hos kommunen (hun var vist lige blevet skilt).  Hendes svar var noget i stil med, "Nej, man vil jo helst klare sig selv". 


Dengang tænkte jeg og det gør jeg sådan set stadig, at vi godt kunne bruge en lille smule mere af den indstilling i dag.  Ikke sådan at forstå, at de der ikke har brug for hjælp ikke skal søge den og ha' den.  Men mere sådan, at det ville være fedt, om flere af dem, som ikke har brug for hjælpen tænkte lidt mere som den kvinde.


I artiklen nævnt i toppen af indlægget her, handler det om folkepension, men for mig at se kunne det egentlig være en hvilken som helst overførselsydelse.  Vi har en del af de ydelser i DK.  Nogle er indtægtsbestemt og andre er til alle, eksempelvis folkepensionen (som så gradueres efter formue, alle får dog en grundsats).


Jeg er klar over, at det er svært at tage den slags op til diskussion og i praksis er det jo også virkelig svært at sætte grænserne for, hvem der så er berettiget og hvem der ikke er.  Hele velfærdsstaten bygger jo på, at velfærden er til alle.  Men VU formanden har jo ret så langt, at vi formentlig kommer til at have en udfordring med at få råd til det hele.  At vi er nødt til at prioritere.  Kunne en sådan prioritering bestå i at eksempelvis folkepension kun skal være for dem der ikke har tilstrækkelige pensionsmidler sparet op selv?  Eller at man sænkede grænserne for, hvornår man kan få børnefamilieydelse?  Eller at det ekstra enlige-forsørger tillæg til børnefamilieydelsen (kan ikke huske hvad det officielt hedder) skulle være indkomstbestemt?  Hvis ikke, hvad kunne vi så gøre?.

Dilemma - juleaften

Mandag 01.nov 2021 21:23
Jeg har et Mads og monopolet dilemma jeg gerne vil have lidt sparring til.


Lidt forhistorie: Blev skilt for 3 år siden. Vi har vores datter i en 7/7 ordning. Det er en eksemplarisk skilsmisse med virkelig godt samarbejde, ingen konflikter, stor fleksibilitet og vi er enige om at det er datteren, der er det vigtigste. Vi er ikke bedste venner som sådan, idet at vi oftest ikke deler personlige ting med hinanden og for det meste taler vi kun om vores datter.

Vi har holdt datterens fødselsdage og juleaften sammen siden skilsmissen, mens jeg har haft datteren de 2 sidste nytårsaftener.
Juleaften er blevet afholdt sammen med min familie (søster, ekssvoger (de er skilt), deres børn og søsters ekssvigerforældre) de sidste mange år, da han ikke har været interesseret i at holde jul med hans familie af forskellige grunde.

Min eks fik en kæreste for snart et år siden. Hun er alenemor med to teenagere hvor faren ikke er inde i billedet og hendes familie er ikke i Danmark.

Og her er dilemmaet: Min eks' nye kæreste vil gerne holde jul sammen med ham, som er forståeligt nok. Og de har ikke lyst til at det skal foregå hos min familie. Igen forståeligt nok.

Hvad gør jeg her?

Mulighed 1 - holder jul med eksen og hans nye kæreste og to bonusbørn sammen med vores datter.
Her frygter jeg at det bliver akavet og jeg jubler ikke ligefrem over tanken. Jeg er også ked af tanken om at jeg så slet ikke kan holde jul med min familie fremadrettet.

Mulighed 2 - accepterer at det var godt så længe det varede og at vi nu skal splitte os op og holde juleaften hver især med vores datter hver andet år.
Her er jeg selvfølgelig ked af at skulle undvære vores datter til juleaften hvert andet år.

Hvilken mulighed ville I vælge?

Vil også gerne høre jer, der kun har jeres børn hveranden juleaften, om hvordan I så fordeler juledagene.

Glæder mig til at høre jeres input 😊.

Konfrontere eller lade det gå..?

Fredag 13.maj 2022 10:00
Min kommune har - takket være et vink med en vognstang fra en overlæge på psyk - bemærket, at min situation som udearbejdende, autistisk alenemor til tre autistiske teenagere muligvis er lidt presset.

Jeg er derfor blevet tildelt en kontaktperson som støtte, hvilket jeg er glad for.

Jeg mødte hende første gang til et møde på rådhuset, indkaldt af en sagsbehandler i familieafdelingen. Min kontaktperson kom ca. 10 minutter for sent, for der var lige kommet noget op. Fuld forståelse, det kan jo ske.

Vi havde en god snak. Jeg syntes vældig godt om hende og fortalte åbent om nogle af de udfordringer, jeg står med, selvom det er sårbart stof. Hun fik mit mobilnummer og ville sende mig en SMS, så snart hun fik kigget i sin kalender (som hun havde glemt) med et forslag til en tid for næste møde.

10 dage senere havde jeg stadig ikke hørt fra hende. Jeg skrev en SMS til sagsbehandler, at X vist havde glemt mig.

En halv time senere ringede X, som sagsbehandler havde prikket til, og var bekymret for, at jeg ikke havde fået hendes besked. Hun havde så prøvet at ringe til mit nr, men det meldte hele tiden optaget. Og nu havde hun så opdaget, at hun ikke havde fået noteret det sidste ciffer.

Det er jo løgn. Hvis man sender en besked til et ikke-eksisterende nr., får man en fejlmelding. Ringer man, får man at vide, at nummeret ikke eksisterer.

Vi har nu en aftale næste tirsdag, men min tillid til hende kan ligge på et lille sted. Jeg har det virkelig stramt med at blive glemt, undervurderet og løjet for, allerede inden vi er kommet i gang.

Spørgsmålet er, skal jeg tale med hende om det, og i givet fald hvordan? Jeg har ingen glæde af at presse hende i defensiven, men jeg får også svært ved at sænke paraderne og tage imod hjælp, hvis jeg ikke har tillid til hende..