Sammen ...men alene-forælder på ferie
Mandag 02.apr 2018 19:49Jeg er lige kommet hjem fra 4 dages påskeferie med min kæreste + hans barn, min veninde + mand + deres 2 børn.
Jeg har været skilt et år nu og har i mange år rejst med min mand som "par uden barn" på vildmarksture, camping og storbyferier. Efter vi fik Maja har vi været på nogle gode familieferier - camping, sommerhus - alt sammen noget jeg virkelig har elsket. Elsket 3-somheden.
Nu som alene-mor træder jeg nye stier. Ikke i form og indhold - men ifht. ansvar og relationer. Det har jeg brug for at dele med jer og sætte lidt ord på.
Jeg har en kæreste - men vi er bestemt ikke en sammenbragt familie. Vi er totalt sådan nogle COLA "kærester" og det med at være sammen alle 4
med børn gør vi ikke ret meget i. Hans barn er knapt 9 - min pige knapt 5 og de er meget forskellige. De er 2 udprægede enebørn - hvad end man nu skal lægge i dét. Eller måske er det nærmere os voksne, der er nogle udprægede "enebørnsforældre"??
[cool] Det tror jeg faktisk
;| {) Lad os sige det sådan, at vi hygger os bedst sammen som voksne, når børnene ikke er der.
På denne ferie har vi derfor arrangeret det således at min veninde, som har 2 børn - jævnaldrende med min kærestes pige og min pige, var inviteret med på ferie.
Holy moly en skøn ferie
:DFed "normering" med 4 voksne til 4 børn. Vi boede i et lækkert feriehus i det sønderjyske med vandland. Det er mit arbejde, der har huset, så jeg havde lejet det og kendte det hele i forvejen. Min veninde og jeg lærte hinanden endnu bedre at kende - på en ny måde - og det er virkelig berigende. Både hende og hendes mand/børn er sådan nogle "lækre mennesker" fra det midtjyske - ja, som tiden går bliver vi bare tættere og tættere - især foranlediget af min skilsmisse hvor alting lige gen-overvejes og alt ses i nyt lys. Det er jeg helt rørt over.
Men det jeg egentlig er optaget af, er hvordan jeg elsker at være sammen med mit eget barn som alene-mor. Hvor skønt det er, at jeg godt ved at det bare er hende og mig, der skal finde ud af tingene. Hvor nemt det er, at jeg skal bare sørge for mig selv og hende uanset om det er at øse op, tage mig af, tørre nummis eller trøste. Når der er problemer - så er det mig, der bestemmer... eller mig, der giver mig. Jeg nyder hvordan jeg bliver valgt til som mor, er behøvet. Jeg har ikke et problem med at være "alene", kun mig til at rejse mig, kun mig, når der kaldes osv. osv. Det er ret enkelt - der er kun hende og mig.
Jeg føler det slet ikke problematisk at "stå med hende alene". Det har det nu aldrig været. Selv når hun er umulig, er hun til at have med at gøre
]) Jeg trives godt med identiteten som alene-mor, når nu det ikke skulle være anderledes og det er rigtig rart at føle.
Jeg havde lyst til at skrive dette, fordi jeg ved jeg selv havde brug for at læse den slags, da jeg som helt nyskilt meldte mig ind i Single+ for ét år siden. Det er også et godt "ferieliv" på den anden side
[hearts] og Kent herindefra skrev engang noget med at andet/godt slags familieliv og dét har også sat sig fast hos mig. Jeg tænker at livet er godt "på trods" ...jeg er ikke helt klar til at sige "fordi". Det er et godt både familieliv og ferieliv at bare være sammen med Majaneseren - bare os to, vores lille familie.
Er der andre af jer, der også finder en tilfredshed ved bare at nyde samværet med barn/børn, bare være jer selv? Jeg mener ikke: "Godt vi slap af med den forfærdelige ægtefælle", men mere sådan - "Det er sq helt ok at være "mig og barn/børn"?.
SINGLEPLUS
