At tage chancen!........or not
Torsdag 18.mar 2021 21:52Jeg står i et dilemma, som jeg tænker, andre singleforældre må have stået i. Måske det kunne give noget at vende det med nogle af jer, der har prøvet at stå i samme situation. Det handler om job, økonomi, ansvar og mod. Jeg beklager på forhånd den laaaange historie. Tak til jer, der gider bruge tid på at læse den
;) Jeg er alenemor til 2 børn (hhv. 7år og 5år). De har en far, som de har samvær med, men økonomisk står jeg helt alene - jeg kan ikke regne med faren ift. den økonomiske forsøgelse af børnene, heller ikke i nødsituationer. Det er der ikke noget nyt i, sådan har det altid været, så det er ligesom "bare" et vilkår. Økonomisk har jeg heller ikke andre "i ryggen", så når jeg træffer valg indtægtsmæssigt, er det altid med tanken i baghovedet, at jeg har det fulde ansvar uden back-up.
Jeg arbejder pt. i en offentlig stilling. Det er en meget belejlig stilling - gode forhold mht. fleksibilitet i arbejdstid, god løn, "sikring" ved sygdom (både min og børnenes), fyring osv. Det er en gammel virksomhed, som er her mange år endnu, så alle de der praktiske forhold er sådan set super belejlige i min situation. Men passionsmæssigt er jeg der slet ikke, og det tærer mere og mere at jeg laver et arbejde, hvor jeg ikke har "mig selv med". Af fare for at lyde dramatisk, "visner" jeg mere og mere i det. Jeg er en "drømmer", jeg bliver drevet af passion og at mærke, jeg har hjertet med mig i det, jeg laver. Og jeg er ved at komme til en erkendelse, at det har jeg ikke her. Jeg tog jobbet pga. belejligheden og troede, jeg kunne oparbejde gnisten - men det lykkes sgu ikke.
Nu kommer jeg snart til pointen
;) Jeg har netop fået muligheden for en stilling, som rent passionsmæssigt er spot on - den er lige MIG - den, jeg er helt ind til rygmarven. Og lige præcis denne stilling - og felt - er en chance, som kun (meget!!) sjældent byder sig. Jeg søgte u-opfordret, blev inviteret til en samtale og de tilbød at skabe en stilling til mig. Kemien var vildt fed og gnist-barometeret for arbejdet toppede helt op på max. Da jeg gik derfra blev jeg virkelig bevidst om, hvor meget jeg mangler min passion i det nuværende arbejde - og hvor meget det faktisk påvirker mig personligt. Udfordringen! Det er en lille bitte - privat - virksomhed, som skal skabes fra bunden (hvilket passionsmæssigt er fedt). Men det betyder, at der er absolut ingen garanti for, at den ikke crash and burn lige pludselig. Der er sådan en basal sikring - løn under ferie, løn under sygdom i bestemte dage osv. Men ellers har det langt fra den "sikring", jeg hidtil altid har haft i mine offentlige stillinger, fx mht. overarbejde, fyring, ferie. Som sagt havde jeg super god kemi med ledelsen og jeg fik mavefornemmelsen af at stole på dem. Men når jeg læser kontrakten, kan jeg godt se, at wauw, det er godt nok noget andet end hvad jeg har været vant til ift. "sikkerhedsnettet".
Jeg var egentlig klar til at underskrive kontrakten og så blev jeg grebet af "gisp!!". Det føles som at springe ud fra 5-meter-vippen og håbe på, at vandet i poolen er dybt nok og jeg ikke smadrer frontalt ned i fliserne. Havde det været inden jeg blev mor eller havde jeg haft en partner at regne med som økonomisk back-up, så havde jeg uden tvivl grebet chancen for drømmejobbet og skrevet under med det samme. Så kigger jeg på børnene og tænker shit, er jeg dybt uansvarlig for at tage det job, tænk hvis det går galt.. En ansvarlig forælder ville vel blive i det "sikre" job... På den anden side er en ansvarlig forælder (i mine øjne!) også en, der viser, at man skal være tro mod sig selv, turde stå ved sine drømme og forfølge dem.... Turde tage chancen, når den byder sig....
Og så gik jeg i stå midt i en ellers begejstret "armene over hovedet" oplevelse..
SÅ! Har nogen af jer stået i en lignende situation og fundet en god vej igennem det? Hvad var jeres bevæggrunde for den beslutning, I valgte at tage?
Tak fordi I læste med!
[up] :).
SINGLEPLUS
