Forelsket!?!

Jeg er blevet ramt , ramt noget så eftertrykkeligt! Det er kommet snigende efter jeg i fredags havde den fantastiske snak med ham fyren jeg var på Reinvent seminar med. Først tænkte jeg, at nu var jeg da ved at blive total rablende sindsyg. Den her mavefornnemmelse dybt nede i maven, den boblende glæde, tankerne der kredsede om den samme person og gjorde mig blød i knæene.

Jeg gik i panik!!! Jeg skulle jo ikke være forelsket. Jeg skulle nyde min alene-tid. Jeg skulle udforske livet. Jeg skulle på nydelsesekspedition. Jeg skulle danse. Jeg skulle grine. Jeg skulle have det sjovt. Jeg skulle flirte... Jeg har ikke tid eller lyst til en mand i mit liv. Men for pokker følelserne var der, forvirringen komplet. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Kunne ikke forstå følelserne... Og stakkels sagesløse mand jeg havde kastet min kærlighed på . Jeg panikkede så meget, at jeg allerede var igang med at finde ud af hvordan jeg skulle erkende mine følelser overfor denne her mand. Jeg fik kvalme og følte mig i total gul zone... Jamen jeg ønsker ikke det her. Jeg vil IKkE være forelsket. Hvorfor forræder mine følelser mig lige når jeg faktisk synes det hele gik så godt?

Samtidig glædede jeg mig enormt over sommerfuglene i maven. Den stærke følelse af forelskelse, som faktisk var større end de følelser jeg havde haft i forbindelse med min ekskæreste.

Og jeg tænkte endnu mere....Den her kærlighed må godt nok være hel speciel. Men hvorfor rammer den mig så pludseligt. Manden har jeg kendt længe, men BUM fra det ene øjeblik til det næste...Forelskelse??? Bare sådan lige

De sidste dage har jeg gået med min mantra DET ER OKAY, DET ER OKAY. Det hele skal nok gå.... Hvad skal jeg gøre, skal jeg sige noget, skal jeg vove at blive afvist?

OKAY OKAY OKAY....GODT SÅ!

Igår smed jeg min forelskelsefølelse på vores lukkede FB gruppes væg (reinvent).... Jeg skrev " XXX FOR POKKER! Hvad dælen er det du har fået åbnet for??? *griner*. Jeg fucker total rundt i det hele disse dage, og føler nogle højst besynderlige ting.... Og fuck fuck fuck, jeg tror jeg er blevet forelsket ( og det er altså desværre ikke i dig XXX ;-)). Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre... Hmm, så lige nu føler jeg bare og mærker efter, og prøver at finde ud af hvordan jeg lige skal gribe det an... Og kan ikke finde ud af om jeg så ER forelsket for alvor eller hvordan det hænger sammen. Er total i panik... Og har bare den der helt dybe dybe gode forelskelses mavefornemmelse, og hvor kom den lige fra??? Update følger når jeg forhåbentlig imorgen finder ud af hvad præcis de følelser handler om ;-)".

Og jeg tænkte, at IDAG skulle jeg satme have styr på de følelser og finde ud af hvad de lige handler om. At rende rundt og være så total forvirret og rundt på gulvet kan jeg ikke holde ud.

I morges stod jeg op til en fantastisk kommentar til mit indlæg på FB som lød sådan her " tænker du for første gang i lang lang tid er blevet forelsket i livet og ikke mindst dig selv, kunne hænde du følger dig fri og nu er du camila, hvilket på den ene side er totalt spændende og på den anden skræmmende (tryghed), er bare et gæt:-)".

Tænk er det så simpelt, at jeg for første gang er gået hen og har forelsket mig i livet og mig selv??? Ja for pokker. Det føles helt rigtigt.... For mig havde det bare handlet om at koble de følelser sammen med, at jeg måtte være blevet forelset i en fyr . For det er den eneste forelskelse jeg kender....

Da jeg erfarede denne nye side af Camilla kunne jeg simpelthen ikke lade være med at grine... Tænk sig jeg har forelsket mig... I MIG SELV! Hvor fedt er det da lige?

Og hvor er jeg da glad for at jeg ikke nåede, at kaste mig ud et skræmmende scenarie med en fyr og en forelskelse, som ikke var en forelskelse i ham . Se det kunne være blevet en smule pinligt

Så jeg er bare så glad for livet. Glad for de ting der har åbenbaret sig for mig... Har jeg nu virkelig fundet hjem til mig selv? Det satser jeg på ...Og se så er der jo heller ikke længere så langt til forelskelsen i en dejlig fyr , for når jeg elsker mig selv er jeg nemlig også klar til at elske en fyr.... Så jeg siger bare : GO CAMILLA!