Tiden, man ikke tvinges til at give

Uuhhh forelskelse er skønt! Når endorfinerne raser rundt i kroppen, og sender lykke ud i alle nervebaner... mmm...

Jeg kommer til at tænke på de gamle sort/hvide film, som er det ultimative, når det gælder skildring af romantik. Man ser altid den kvindelige stjerne i et blødt lys. Et filter, der er lagt over linsen, så man ser hende som gennem blødt vat. Man ser ikke hendes rynker. Hun er bare smuk, blid og dejlig. Perfekt
(Manden er så altid filmet normalt, men det er en anden historie)
Intet under at enhver mand begærede kvinder som Greta Garbo, og at enhver kvinde sukkende ønskede at være hende

Det er sådan, jeg ser forelskelsen. Et blødt filter af vat, som gør, man ser alting i et blødt lys, og alle uperfektheder er usynlige for det blotte øje

Men på et tidspunkt slutter filmen, og virkeligheden rammer hårdt

Det gjorde den så bare ikke dengang. Ramte hårdt

Dengang måtte utålmodige forelskede hjerter lide den tort at skulle kurtisere. Man konverserede, og indledte måske dristigt med et håndkys, der varede lidt længere end god pli var. Mundkysset kunne man kun fantasere om. Indtil den lykkelige dag, hvor man fik stjålet sig til et tantekys under lampen foran hoveddøren, mens forældrene sad i stuen og holdt stand

Det tog mange gåture, mange søndagskaffer hos den potentielle svigerfamilie. Og når man var klar til at tage beslutningen om medgang og modgang, skulle man anholde faderen om hendes hånd

I dag mødes man. Som minimum gerne kysser på første date. Overgiver sig til den totale forelskelse med det samme, og kan slet ikke vente med at lege far, mor og børn

Det er ikke fordi jeg ønsker os tilbage til tiden, der var engang. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at de sgi havde fat i noget rigtigt. Forhold var tvunget til at tage sig tid. Tid til at udvikle sig. Tid til at overveje om det er det rigtige. Tid til at lære hinanden at kende
Når forelskelsen så engang lagde sig, vågnede man ikke op til chokket

Vi tvinges ikke længere til at give forhold tid
Vi lader os overmande af endorfinernes rasen, og overgiver os lykkeligt. Omfavner naivt vatfilteret for vore øjne og føler vi har scoret det ultimative, for det kan jo lade sig gøre at leve som en Greta Garbo

Forelskelsen bliver et kick, som bekræfter os i at det perfekte findes. Når den lægger sig og vi ser, vi alligevel ikke scorede det perfekte, smutter vi videre. Til næste kick. Næste forelskelse

På et eller andet plan er det næsten til at miste selvtilliden over
At man er den perfekte i forelskelsen. Men når endorfinrusen er ovre, kan man ikke længere bruges

Hvordan kan jeg dog tvinge en mand til at se mig, som jeg er, før han lover tro, håb og kærlighed?
Før jeg overgiver mig?

Der er ikke længere moral og forældre til at kræve tid og holde anstand
Til at handle i mine bedste interesser
Der er kun min egen lykkelige svaghed
når endorfinrusen fortrænger al fornuft

Måske jeg skulle skaffe mig en anstandsdame