Sovekammerhår-dag

Jeg elsker frostvejr
Eller, det vil sige... jeg gjorde bestemt ikke da jeg i morges kiggede ud på kulden og mørket, og kort legede med tanken om den lille ikke skulle blive hjemme fra børnehave i dag. Brrrr...

Men afsted kom vi. Pakket ind i vintertøj, huer, vanter og store støvler. Vi var sent på den i dag, så solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, da vi endelig fik moslet os ud af døren

Åhh, frostvejr er skønt på sådan en smuk dag. Hvide krystaller dækker naturen så langt øjet rækker, og får det hele til at spille i solens lys. Kulden bider i kinderne. Frisk luft ned i lungerne. Den dumpe lyd af tykke gummisåler på fliser. Stilheden
Det er som om lyde forstummer sådan en dag. Selv lyden af bilmotorer er pakket ind i vat
Eller er det bare fordi andre sanser vækkes til live, så man ikke længere hører dem?

Frostvejrsdage er noget særligt.

Det er også de dage, jeg har sovekammerhår hele dagen. Frosten gør mit hår så &/¤&%¤ elektrisk, hvis jeg begynder at røre ved det. Så det gør jeg IKKE. Friserer det ikke, sætter det ikke. Gør absolut ingenting for ikke at fremprovokere de fine flyvende hår, som kilder huden i ansigtet, så man kan blive helt vanvittig!

Når skaden sker, er jeg nødt til at lave fletninger. Sådan nogle jeg rendte rundt med da jeg var 10 år gammel. Det er ambivalent at kigge sig selv i spejlet med sådan et tøsehår, og det hjælper ikke at spejlbilledet, der kigger tilbage, for hvert år er blevet ældre at se på. Noget forandrer sig aldrig, andet forbliver aldrig det samme....

Nå, men i dag er sovekammerhår-dag, og jeg har givet håret en ordentlig omgang lak, så jeg forhåbentlig bliver fri for fletningerne
Heldigvis var natten mig nådig og gav mig pænt hår ...