"Nu KAN jeg ikke mere!"

Jeg gætter på, du kender sætningen. Er det ikke noget, vi alle sammen, på et eller andet tidspunkt, har sagt til os selv, eller andre, hvis der har været nogen at sige det til?

Det er en lidt interessant sætning, for hvad betyder den egentlig?

Den betyder at man er ved vejs ende. Kræfterne er brugt op. Der er ikke mere at give af. Lyset er slukket. Bussen kørt. Det er slut

For jeg KAN bare ikke mere

Kan ikke tage mere modgang. Ikke flere diskussioner. Ikke flere nederlag. Jeg er kørt så træt, at alle mine ressourcer og reserver er brugt op

Mon ikke alle har følt det på et tidspunkt i sit liv?

Hvad sker der så, når man ikke kan mere?
Bliver filmen rullet op, så man kan starte forfra?
Stopper diskussionen, så man ikke udsættes for mere?
Undgår man flere nederlag?

Og hvis ikke....
dør man så?

For hvad ligger der omme på den anden side af 'Jeg KAN ikke mere'? Det er jo den mest ultimative sætning. Dette her er grænsen. Hertil og ikke længere. På den anden side ligger den store, dybe afgrund

Jeg har sagt sætningen mange gange i mit liv. Alt for mange gange. Og jeg har undret mig
For når man siger det, er der ingen tvivl om at man mener det. Man KAN virkelig ikke mere. Man er udmarvet og udmattet, og har bare ikke flere kræfter

Men det forunderlige er, at det har man

For man dør jo ikke, hvis modgangen fortsætter
Man kæmper videre. Tager en tørn til. Indtil næste dyk, hvor man siger: NU KAN jeg bare ikke mere

Men man lever stadig. Kæmper videre indtil den næste gang: Nej, nu KAN jeg bare IKKE mere

Men man er her skisme stadig, også når man når til at råbe: NU KAN JEG BARE IKKE MERE!!

Det sidste halvandet års tid før jeg blev sygemeldt af stress, sagde jeg ofte denne sætning til mig selv. Og mente hvert et ord hver gang
Det blev så slemt at jeg i flere måneder kæmpede så hårdt, at jeg blot skulle overleve den næste time. Og hvis jeg stadig levede, tog jeg en time mere. Jeg kom til det punkt, hvor jeg havde regulær dødsangst, da jeg kunne mærke min krop var ved at stå af. Og endnu senere kom til det punkt, hvor min krop var meget tæt på at gøre det

Hvad jeg lærte var, at man kan holde til rigtig meget. Rigtig, rigtig meget. Langt mere end, hvad man i sin vildeste fantasi kan forestille sig.
Fra jeg første gang sagde med fuld overbevisning til mig selv, at nu KAN jeg ikke mere, og til det punkt, hvor jeg var ved at stille træskoene, var der meget, meget lang vej

Jeg lærte at 'Nu KAN jeg bare ikke mere' kan gradbøjes rigtig mange gange
Man tror, man ikke kan, men man har fuldstændig undervurderet sin egen styrke. Vi er skabt med en naturlig, og stærk overlevelsesevne. Kroppen ligger sig ikke bare til at dø, fordi man har mistet kræfterne til at kæmpe

Jeg har fået et andet forhold til sætningen i dag. Når jeg hører folk bruge den, er jeg slet ikke i tvivl om at de mener det, men samtidig tænker jeg også, lidt kærligt, at de slet ikke ved, at de har givet op for tidligt. For der ER nemlig meget mere at give af

Jeg bruger sjældent den sætning mere. Fordi den er så ultimativ. Fordi jeg har prøvet at stå ved den ultimative skillevej, og ved, hvor langt der er hen til den. Så selvom jeg godt kan have lyst til at tænke at nu KAN jeg altså bare ikke mere, så ved jeg, at jeg stadig godt kan. Og når jeg alligevel bruger sætningen, ved jeg, at det er mere et nødråb fremfor visheden om at det hele er slut

"Jeg KAN ikke mere"... Jo, jeg ved, at jeg kan, fordi jeg SKAL. Men jeg ville virkelig ønske, at mit nødråb blev hørt et eller andet sted ude i det kosmiske univers, så jeg ikke længere behøves at skulle...

Jeg KAN ikke mere er sådan en opgivende sætning.
Det sidste, man har brug for, når man står i en svær situation, er at opgive.
Istedet for siger jeg nu til mig selv:

"Jeg KAN, fordi jeg SKAL"

og straks har jeg vundet noget mere styrke, så jeg kan tage den næste tørn