Mod

Den havde siddet der og strittet i flere dage. Ja, faktisk så virkede det næsten som om den grinte af os, sådan lidt á la "æh bæh, I kan ikke fange mig"
Det kunne vi heller ikke. For hver gang, jeg prøvede at nærme mig den, var det som der blev skabt en elektrisk modpol, og den fjernede sig proportionalt med at jeg nærmede mig den
Marcus selv ville overhovedet ikke røre ved den. Græd faktisk bare ved tanken om at en udkogt gulerod skulle røre ved den
Det kan være noget genstridigt noget sådan at udskifte sine fortænder

I 3 dage havde den stået på søbemad. Vi grinede lidt af at Marcus var nødt til at spise som var han en gammel mand. Han selv syntes ikke det var sjovt, for han havde i flere dage haft sådan en frygtelig lyst til tortillas, og så måtte han trækkes med suppe! I går ville jeg så gøre det ekstra godt for ham; jeg lavede risengrød
Nu er det bare sådan, at jeg ikke er specielt god til at lave risengrød. Ikke alene endte denne portion med at ødelægge min bedste gryde, men den var så sej og klumpet, at den kunne have været blevet brugt til et våben, havde vi ikke været så sultne. "Åh mor, kan vi ikke bare godt få tortillas!" bad han indtrængende. Men det nytter jo ikke, når man ikke kan få noget forbi fortanden. Jeg prøvede flere gange at introducere ideen med tråd og dør, men den købte han ikke

Indtil i morges. Der var han moden, den lille purk. Lysten til tortillas kunne ikke længere bekæmpes. Standhaftigt meddelte han, at nu ville han gerne have den ud. Men ikke med døren. Mor skulle gøre det

Giisp

Gode råd var dyre

Tanken om selv at trække hans tand ud, huede mig ikke, men jeg kunne jo ikke vise det. Nu havde han lige fundet modet, og så kunne jeg jo ikke vise den mindste smule nervøsitet. Tværtimod skulle jeg jo berolige ham
Det lykkedes mig langt om længe at lave en løkke på sytråden, mens jeg beroligende snakkede med ham. Lavede sjov. Forsøgte at bagatellisere. Alt imens mine tanker ræsede afsted: "Hjælp, hvad gør jeg, hvad gør jeg!"
Jeg vidste det jo godt: Tråden på tanden, og hiv til. Men altså, puha... hvordan gør man sådan noget uden at besvime!!
Da tråden endelig sad fast på tanden, fik han rigelig med tid til at vænne sig til det, og ombestemme sig, hvis han ville. Sandheden var at jeg trak tiden ud, som den kujon, jeg er
Men nej, han var sgu sej, den bette. Her var ikke længere nogen elektrisk modpol. Han havde virkelig besluttet sig. Jeg var ved at revne af stolthed. Alt imens jeg tænkte, hvor pinligt det er at en 5 årig tør, og så er hans mor så pivet
Nå, tiden kunne ikke længere trækkes ud. Besluttede mig for at holde hans hoved fast mod min krop, og i en vinkel, så han ikke ville kunne se, når jeg lukkede øjnene. Jeg tog fat i tråden, og blev til det sidste ved med at håbe, at han ville fortryde. Men nej, der var ikke noget at gøre. Jeg trak vejret dybt. Var bange for at besvime. Talte en, to, tre, lukkede øjnene, og hev til

wuaaaaa...... snoren røg ud, men... hvor er tanden!! Ingen tand i snor, ingen tand på gulv eller i tøj. Neeeeeej, sig det er løgn! Lynhurtigt prøvede jeg at forberede mig på at undskylde over for en nu skrækslagen dreng, som helt sikkert vil begynde at græde. Og mig, der nok vil nå at besvime inden jeg får sat tråden på igen

Men så.... så jeg den, tanden... lige der nede i munden. Den var skam røget af. Den var bare ikke røget ud af munden. Yihaaa, mor havde jo lavet et mesterskud! Lige i mål. Og selvfølgelig planlagt!

Knægten var lidt betuttet. Trods modet, var han alligevel blevet lidt forskrækket. Det tog dog kun et par minutter. Så huskede han: Nu kan vi få tortillas til aftensmad!

Sammen kørte vi ned for at handle ind, og han kom alt for sent i børnehave. Skidt med det, for han havde en historie at fortælle, og et hul at vise frem

Til aftensmad spise han 3 tortillas! Aldrig har han kunnet spise så meget før. Måske følte han, det var hans præmie
Eller også var han bare blevet udsultet af mors søbemad i 3 dage....