Et øjebliks lykke

Det er en dejlig dag i dag. Vi er gået hen til børnehaven. Dvs, jeg går, og den lille spurter af sted på sin cykel. Jeg betragter hans stolthed over at kunne styre cyklen, og den spirende følelse af uafhængighed da han kører i forvejen. Min stolthed over at se ham stoppe ved hver villavej og tjekke for biler....jo, min dreng kan godt passe på sig selv. Jeg hører lyden af støttehjulene rulle hen over fliserne, og fyldes af en følelse af tilfredshed, lykke og tryghed
Jeg går hjem igen ad den samme allé. En god lille tur på 1/2 km. De mange træer gør det til en smuk tur. Der ligger ikke så mange nedfaldne kirsebær på fortovet længere, og jeg tænker vemodigt at efteråret snart er på vej. Fuglenes kvidren blandes med lyden af mine fodtrin, jeg trækker vejret dybt i den friske luft. Dette er livet, tænker jeg

Efterhånden som jeg nærmer mig mit hjem, fyldes jeg af tristhed. Jeg kan næsten høre mit hus overdøve fuglenes bekymringsfrie kvidren ved at stå der og råbe "Ensomhed, ensomhed, ensomhed!". Jeg har ikke lyst til at tage hjem, men mine skridt bærer mig nærmere og nærmere. Jeg har ikke noget, jeg skal i dag. Heller ikke i dag. Jeg ved, hvad der venter - jeg træder ind ad døren, tænder pc'en, og måske fjernsynet. Jeg kan ikke holde ud at være alene. Ensom. Pc'en og tv'et giver mig en illusion af ikke at være alene. Jeg kan sidde og betragte verden herfra, se det liv, der leves derude. Jeg lever det ikke selv. Er blot en tilskuer

Jeg vil så gerne holde fast i den lykkefølelse, følelsen af glæde og tryghed, som overvælder mig på denne tur. Og som jeg nærmer mig mit fængsel kører tankerne på højtryk - hvad kan jeg gøre for at bevare den følelse? Jeg føler mig nærmest desperat for at finde et svar. Jeg er som sådan ikke i tvivl om, hvad jeg mangler; mennesker, og et formål. I det øjeblik jeg træder ind af døren, har jeg hverken mennesker eller formål, indtil jeg igen kan forlade mit hjem og tage turen op til børnehaven
Jeg plejede at hade rutiner - der var for meget sjovt liv der skulle leves til at kunne levne plads til kedelige rutiner. Men nu fandt jeg netop lykkefølelsen i en rutine. Lykken findes jo i alle de små dagligdags ting, hvor der er så meget at glædes over, at være taknemmelig over. Men hvad betyder de, hvis man er alene...
Der var engang jeg kunne gå og gå, og aldrig føle mig formålsløs uanset hvilken vej, jeg valgte. Men jeg forstår nu at hvis der ikke står et andet menneske for enden af vejen, føler jeg ikke længere et formål. Jeg er ikke længere nok i mig selv
Jeg kan ikke lade være med at tænke at jeg ikke længere ved, hvordan man fylder sit liv med lykke. Hvor går folk hen, hvad laver folk, hvad fylder man mit liv med for at føle sig lykkelig?

Jeg er hjemme, har tændt pc'en og tv'et. Giver mig selv illusionen af at fylde mit liv med indhold, indtil jeg om 4 timer igen kan tage turen ud i friheden. Jeg glæder mig


(OBS! Hvis du ønsker at bruge nogle af mine skriverier til anden side, skriv da venligst til mig forinden for godkendelse)