En solskinsdag
via nettet mandag d. 07.mar.11 21.28 (438 dage siden)
læst 567 gange af 71 profiler og 437 gæster ↓ kommentarer
Det er anden dag i træk, hvor solen er begyndt at demonstrere sin magt over den ubønhørlige kulde. Det varer stadig et stykke tid, før den kan fortrænge de isnende skyggesteder, men bevæger man sig ud af skyggen, vil den kærligt varme dig med sine stråler, og minde dig om de varmere tider, der er i vente. Det spirrende forår har fået fodfæste. Og med det opstår trangen til at muge ud og gøre rentlæst 567 gange af 71 profiler og 437 gæster ↓ kommentarer
Min bil har ikke været vasket siden jeg fik den for 3/4 år siden. Jeg har længe været træt af det, men har ikke rigtig kunnet tage mig sammen. Indtil i går, da solen ramte mig. Nu skulle det være. Mine sanser åbnede mig med fornyet energi, og bilen skulle være mit første forårsprojekt
Jeg kører hen til bilvasken, men da jeg ser at mange andre også er kommet i forårshumør, vælger jeg at vende om. Lidt ærgerlig, for jeg havde så meget forårsenergistemning i mig. På den anden side, ville solen også nå at gå ned, inden jeg kunne arbejde mig gennem køen. Så var det bedre at vente til i dag
Jeg har en aftale i byen til formiddag, og kører tidligere afsted, så jeg kan nå bilvasken. Solen står igen lunt på himlen, og jeg føler mig glad. Også her til formiddag er der en kø af forårskåde bilejere, men den er ikke så lang. Kun 3 biler foran mig. Jeg holder i køen i solen, og venter. Nyder de varme stråler gennem ruden. Jeg har ikke travlt
Da bilen foran mig er næsten færdig i vaskehallen går det op for mig, at jeg er ved at komme for sent til min aftale. Ærgerlig må jeg forlade min plads i køen, og køre afsted
Et par timer senere vender jeg tilbage. Køen er længere nu. Opfyldes for et kort øjeblik af utålmodighed. Prøver at udregne at hver vask i gennemsnit tager 8 minutter. Dvs jeg skal vente ca 45 min før det bliver min tur. At køre igen er ikke en valgmulighed. Det er forår, solen varmer. Bilen skal vaskes. Hvad skal jeg finde på...?
Sidder i bilen i venteposition og tæller minutter. Det var én bil. Jeg kører lidt frem. Hvad er klokken mon, når den næste er færdig?
Det går op for mig, at jeg spilder tiden. Spilder tiden med at vente
Jeg kigger rundt i bilen. Undrer mig lidt over, at man kan tilbringe så lang tid i noget, man selv ejer, og så alligevel have så fremmed og formelt et forhold til den
Jeg skruer lidt op for musikken, og svinger mine ben over på passagersædet. Ahhh, det var bedre. Godt nok ikke en lænestol, men man kan faktisk sidde meget hyggeligt i en bil. Jeg læner mig op af ruden, lukker øjnene, og nyder fornemmelsen af solen, der varmer mig. Jeg lyner min jakke op
For hver gang endnu en bil forlader vaskehallen i forårsfin stand, må jeg svinge benene tilbage, så jeg kan køre lidt frem. Det er lidt besværligt, da der ikke er så meget plads, men hvorfor ikke bare tage besværet? For det er så meget hyggeligere at sidde og slappe af fremfor at sidde i venteposition, og bare vente. Jeg svinger benene tilbage på sædet. Kigger ud af ruderne. Ser livet drive forbi.
En mand, har parkeret på en parkeringsplads lidt væk, stiger ud, og ifører sig arbejdsbukser og andet fodtøj. Han står lidt på den kolde jord med strømpesokker, men virker ikke til at være påvirket af det. Da han bukker sig over for at snøre støvlerne, kan jeg se hans bare ryg, og et par arbejdsbukser, der sidder rigtig godt omkring en velformet røv
"Hmm", tænker jeg, "det er slet ikke så dårligt at sidde her og betragte". Han ifører sig arbejdsjakke og kasket, og begiver sig afsted. Gad vide, hvad hans historie er? Det finder jeg aldrig ud af. Jeg fik ham kun i et øjebliksbillede i hans livJeg svinger benene frem, starter bilen, kører lidt frem, slukker bilen, og svinger benene tilbage igen
Jeg betragter vandet i Gudenåen, der driver forbi. Jeg er heldig at bo i en by, der er bygget op omkring vand. Sikke mange dejlige stunder, hvis man tillader sig selv at tage et øjeblik til at betragte vandet
Der står to store lejlighedsbygninger lige ved siden af åen. Jeg overvejede selv at flytte ind i en af dem engang, men det er et prestigebyggeri, og frygteligt dyrt. Jeg er glad for, jeg ikke gjorde det. Tænk at bo lige midt i centrum, hvor man ikke har et privatliv, medmindre man trækker sig væk fra vinduerne. Og hvem ved sine fulde fem betaler milioner for lidt vandudsigt, når man samtidig skal trækkes med trafik og nabolyde? Nej... mine dage i lejlighed er i det hele taget talte. Aldrig mere. Jeg må også se at få bestilt en fremvisning til det hus, jeg har lidt kig på. Jeg er vist ved at være moden...
Ben frem, bil start, kør frem, stop bil, ben tilbage igen
En mand stopper sin bil ude på gaden, lige ved siden af vaskehallen. Han hopper over den lave mur, går over og tager en spand med sæbevand, og går tilbage for at vaske forruden. Jeg tænker et øjeblik, at det er lidt frækt, sådan bare at gå ind og tage en spand vand uden at være kunde. Men hvorfor egentlig...? Det må man jo godt, hvis bare man kører ind på tanken, så hvorfor skulle man ikke kunne gøre det, selvom man holder ude på gaden? Nogle gange er vi mennesker lidt for firkantede indrettede. Er bange for at træde uden for rammerne. Det er dejligt en gang imellem at blive mindet om, at det er ok at gøre det. Man kan også blive for regelret uden fornuft
Bil frem, tilbage i hyggeposition. Ahh, hvor er solen dog skøn!
Hvor går jeg dog glip af meget, ved bare at bruge min bil som transportmiddel fra A til B. Hvorfor kunne jeg ikke finde på bare at køre et sted hen og parkere? Bilen kan faktisk være et hyggeligt opholdsrum, men situationerne, hvor man kan opleve det, skabes så sjældent. Kan man virkelig gøre sin bil til 'sin egen'? Lægge en lille del af sin sjæl i den, så den bliver en kær ven, man hygger sig med? Det ville unægteligt være hyggeligt, hvis der var andre i bilen. Men en bil er jo ikke skabt til at hygge i, og hvis man skal sidde godt, kan her i realiteten kun være to. Det kunne nu være hyggeligt
Næste skridt i køen
Jeg kan høre en udrykning langvejs fra. Vender mig om for at finde ud af, hvor lyden kommer fra. Gad vide om det er en ambulance eller brandbil? Jeg har aldrig lært at skelne lyden. Er det i virkeligheden ikke samme lyd? Gætter på, det må være en ambulance, siden hospitalet ligger lige dér oppe på bakken, hvor fødeafdelingen må siges at have landets smukkeste udsigt, lige ned til Gudenåen og Hjejlen. Jeg kan se vinduerne herfra. Jeg nød den selv, udsigten, da jeg fødte Marcus. Det giver så meget mening at give den smukkeste udsigt, hvor der fødes nyt liv. Nå nej, husker jeg så. Fødeafdelingen er ikke mere. Sundhedsreformen har lukket den, så nu skal de fødende til helt til Horsens. Godt, jeg er færdig med at få børn. Stakkels kvinder.
Jeg håber, de har givet afdelingen til kræftpatienter så
Så ser jeg den, ambulancen, i neonfarver og med blå blink, der højlydt hylende forsager trafikken. Der er kø ved lysreguleringen i krydset, så ambulancen trækker over i modsatte vejbane. Den bremser ikke engang ned. Jeg får tårer i øjnene. Det må betyde, at der i øjeblikket ligger en person derinde, der kæmper for sit liv. Jeg ved ikke, hvorfor jeg reagerer sådan. Altid reagerer sådan. Måske det uretfærdige i, at jeg sidder her i en kø til bilvasken og nyder livet, solskinnet, mens en anden måske er døende. Måske allerede død. Jeg sidder her i et fredfyldt øjeblik i mit liv, og snart samles en familie i chok eller sorg. Livet er fuldt af kontraster, og jeg holder aldrig op med at overraskes over dem. Blive påvirket af dem
Hov! Det er jo min tur nu! Lige pludselig er tiden fløjet afsted, og jeg er faktisk lidt ked af at skulle afbryde denne stund i forårssolen. Jeg får kørt bilen ind i vaskehallen, og får vasken sat over, så at sige. Går derefter ud i solen. Det er koldt, og jeg må lukke jakken helt op. Men solen varmer så dejligt på mit ansigt. Jeg føler mig glad og fredfyldt
Der holder kun en bil og venter bagefter mig. En smart peugeot. Jeg tænker på, hvem mon de mennesker er, som har lyst til at bruge så mange penge på sådan en bil? Er det fordi de har penge nok, eller presser de sig selv rent arbejdsmæssigt for at have råd til at holde sådanne prestigeobjekter? Jeg er glad for, at jeg selv har set lyset, og er steget af ræset. Og kan ikke lade være med at have lidt ondt af de mennesker, som stadig jagter det materielle liv. Kan ikke lade være med at se dyre biler som symbolet på det overfladiske liv
Endnu en bil kommer til, og en mand stiger ud. Med utålmodig stemme spørger han mig, hvor længe det tager. Jeg smiler lidt overbærende inde i mig selv. Han ved ikke, hvor heldig han er, at være kommet, hvor der kun holder en bil foran ham. Jeg har næsten lyst til at sige til ham, at han skal stresse ned, og bare nyde solen. Istedet nøjes jeg med, med et høfligt smil, at fortælle at hver vask varer ca. 8 minutter. Jeg kan se, han stresser lidt ned, og han får et venligt skær over sig. "Det er første gang, jeg skal vaske min bil, siden jeg købte den", siger han pludselig. Jeg begynder at grine hjerteligt. "Tænk sig", siger jeg, "det er også første gang, jeg vasker min bil, efter jeg fik den". På forunderlig vis er der i løbet af nogle sekunder skabt et fællesskab med denne fremmede mand i køen til vaskehallen på denne solskinsdag.
Hans bil er møg beskidt. Det var min også, men denne tager alligevel præmien. Jeg tænker, han måske har haft bilen lidt længere end jeg
Jeg kigger på min egen bil i vaskehallen, som nu er ved at blive tørret. Den har fået et nyt skær over sig. Næsten som om, jeg har fået en ny bil. Jeg føler varmen fra solen helt ind i mit sind, og alt føles bare så rart og positivt. Jeg vender mig igen om til manden, og siger med et grin: "Uh, hvor er det skønt, at man virkelig kan se effekten af det, man har betalt for". Han kigger på sin egen bil, og begynder at grine lidt. "Jo, det er helt klart nogle penge, der er godt givet ud", svarer han
Min bil er færdig, og den første bil i køen har allerede utålmodigt startet sin motor, som for at skynde på mig. Jeg kigger ikke ind i bilen, da jeg går forbi, og personen har heller ikke forladt sin bil, så jeg ved ikke, hvilken type menneske, der sidder derinde. Jeg tænker, at det nok er en, der kunne nyde godt af lidt solskin
Jeg kører min bil ud på den anden side af vaskehallen, og stiger ud for at sætte min antenne på plads og beundre renheden. Jeg bliver lidt skuffet, da jeg opdager at bilen ikke er helt ren, selvom jeg havde bestilt deluxe vasken med ekstra dit og dat. "Nå, skidt med det", tænker jeg, "den var sørme også beskidt, så det var måske for meget forlangt". Jeg bliver enig med mig selv om, at det faktisk er en god ting, for det giver mig nu en grund til at køre ned og få vasket min bil en anden solskinsdag i nærmeste fremtid
Jeg kører hjem, glad i sindet, med en (næsten) ren bil
Hvad mere kan man ønske sig af en dag



#1 af #4 / tirsdag d. 08.mar.11 07.59 (437 dage siden)
Dejlig livsbekræftende historieAt kunne nyed de så ting i livet gør unægtelig livet bedre
#2 af #4 / tirsdag d. 08.mar.11 10.21 (437 dage siden)
Dejlig hyggelig historie. Jeg tror helt klart at jeg kunne lære noget af dig mht at være til stede.Og så lige en anden ting: Du kan rigeligt købe spand, børste og vaskeskind for det som en luksus vask koster. Og det tager ikke længere tid at vaske den, end du har siddet i kø
Fordele: Bilen bliver ren, og du slipper for besvære med at tage benene ned fra passager sædet
Ulemper: ?
Men uanset hvordan den bliver vasket, så kører en ren bil altså bare bedre
#3 af #4 / tirsdag d. 08.mar.11 14.53 (437 dage siden)
Prøv at gøre det med køen i butikken... det giver så meget ro ikke at stresse over manglende bon'ruller og at de andre har ekstra mange varer osv.... og det giver fred i sjælenknus
#4 af #4 / tirsdag d. 08.mar.11 16.49 (437 dage siden)
Mmmmmmm... livet er sgu dejligt.Og som du skriver, så er det ofte bare et valg, vi selv skal tage.
“jeg
synes”