En god dag

I går var en god dag

Solen skinnede, og det nåede endda at blive varmt. Himlen var dueblå og havde de flotteste store, hvide skyer. Sådan en himmel gør mig altid glad, og giver mig følelsen af fred i sjælen.
Min ældste søn kom til verden en dag, da himlen var særligt smukt. Denne friske, klare, uendeligt blå himmel, med et par enkelte vattotter, som dovent drev hen over himlen. Da jeg vågnede den 2. april for 14 år siden og kiggede ud på himlen, sagde jeg: "Dette er en god dag for et nyt liv at komme til verden på". Og kort efter begyndte mine veer Jeg har altid haft noget med himlen, men måske netop fordi min søn kom til verden på sådan en dag, fyldes mit hjerte af ekstra fred og glæde, hver gang jeg ser sådan en himmel

I går var en god dag. Himlen var smuk, og jeg havde mere overskud end jeg plejer at have. Min yngste skulle være hos mine forældre hele weekenden, så jeg kunne se frem til at have fri. Ikke fordi jeg ønsker at have fri fra min yngste - han er det mest fantastiske barn, man overhovedet kunne ønske sig. En sand guldklump, der i den grad bringer lys og glæde i mit liv. Men han er så glad, og snakker så meget, at mit hoveds begrænsninger gør at jeg sjældent kan være med ham mere end en time ad gangen før min hovepine forværres. Det er svært at finde ord for, hvilke følelser, det giver mig som mor, at skulle have begrænset samværd med mit højtelskede barn...

Hvorom alting er, kan jeg mærke at denne dag er bedre end de fleste, og med visheden om at jeg får en rolig weekend, tager jeg en vild beslutning...

Da min ældste kommer hjem fra skole spørger jeg ham om vi ikke skal gå ud med reklamer sammen. Han bliver glad og overrasket. Det havde han alligevel aldrig forventet af sin mor. Han plejer ikke at være til at drive ud med reklamer før i sidste øjeblik om lørdagen, men nu vil han gerne, selvom det kun er fredag. Vi gør os klar, og begiver os af sted
Der er mange reklamer, og vognen er temmelig tung. Jeg hjælper ham med at trække, og føler mig endelig som en mor over for ham. Siden Marcus blev født for 5 år siden har jeg haft meget lidt overskud til at give min store søn opmærksomhed. Nu får han den, tidspunktet er rigtigt, og der opstår en ny og anderledes afslappet stemning mellem os

Han mosler afsted i hurtigt tempo. Jeg bliver lidt overrasket over at se hvor mange kræfter denne høje, ranglede dreng har. Jeg kan pludselig se, hvor langsomt mit eget tempo er blevet. Et eller andet sted i min selvopfattelse, er jeg stadig den unge, stærke. Men jeg får nu en realitetsopvågning. Jeg er hverken det ene eller det andet længere. Mens jeg kæmper for at følge hans tempo, og samtidig i det mindste give udseende af at jeg også trækker vognen, og ikke bliver trukket med den, overvejer jeg om jeg skal bede ham sætte tempoet ned. Men jeg bliver stædig og stolt. Fanden stå i det om jeg vil overgive mig til 'gammel og svag'. Særligt fordi jeg ikke har været andet end svag de sidste 5 år, og jeg vil gerne give min søn billedet af at hans mor også kan være stærk. Jeg vil gerne, for et øjeblik, spare min dreng for at se på sin mor som en, der skal tages hensyn til. Så jeg knokler tavst afsted, mens sveden begynder at hagle af mig, og muskler som jeg ikke har følt længe, begynder at protestere

Vi når endelig ud på ruten, og han instruerer mig i hvilke huse, jeg skal aflevere til. Vi arbejder godt sammen. Ikke så mange ord, bliver der sagt, men dem der bliver sagt, er glade, vi griner, mens vi bevæger os fremad. Et sted stopper jeg op og kigger på himlen. "Jo, dette var den rigtige dag at hjælpe ham på. Denne dag er vores dag", tænker jeg

Efterhånden begynder jeg at blive træt, og ryggen gør ondt. Jeg overvejer, hvor længe jeg kan trække den inden jeg er nødt til at sige noget til ham. Jeg trækker den så længe jeg kan. Til sidst kaster jeg håndklædet i ringen, og siger at jeg har fået ondt i ryggen og at han er nødt til at klare resten af ruten selv. Jeg hader at skulle være nødt til at vise svaghedstegn. Han siger der kun er en gade tilbage, og at jeg skal hjælpe med den også. Jeg ved jeg ikke kan mere. Men jeg kan heller ikke finde hjem. Jeg har ingen retningssans overhovedet, og selvom vi ikke er så forfærdeligt langt hjemmefra, aner jeg ikke engang i hvilken retning jeg skal gå. Han driller mig og vil ikke sige det. Stemningen er jovial og dejlig og jeg vil ikke ødelægge den ved at blive 'mor' igen og irriteret insistere på at få vejen at vide. Endelig siger han det. Men jeg kan mærke at det er bedst hvis jeg ikke går. Så jeg tager endnu et hus. Og endnu et. Og før jeg ved af det, er vi faktisk færdige. Jeg føler mig som en hærfører, der lige har indtaget Rom. Sejrsfølelsen er stor. Jeg er glad, min dreng er glad. Og vi sludrer, og griner og snakker mens vi går hjemad

Denne dag nåede min dreng og jeg hinanden på en anden måde. Dagen var vores. Ingen snakkende lillebror til at tage opmærksomheden. Ingen fokus på mors tilstand, hovedpine og evige træthed. Men bare mor og søn i nuet i et nyt fællesskab

Det var en god dag

Da vi kommer hjem forsvinder han ovenpå. Selvom jeg er kvadret og træt, laver jeg senere aftensmad til ham - noget jeg meget sjældent gør, da jeg normalt ikke er i stand til det. Men følelsen og stoltheden over at føle mig som mor for ham igen overvinder det hele
Da vi spiser har vi det hyggeligt. Jeg mindes tilbage til den tid før Marcus kom til verden, før jeg blev syg. Vi havde et godt univers, ham og jeg. Og i dag har vi genfundet det.

Jeg tager chancen. Som enhver anden teenager, er hans autopilot sat på trods, når mor fortæller ham at han skal gøre noget. Men jeg har brug for hans hjælp, og nu er det rette tidspunkt at spørge ham
Vi har ikke sådan rigtig snakket om min tilstand før- den har bare været her som en del af dagligdagen. Jeg tager mig nu tid til at forklare ham, hvad det hele går ud på; mine mentale begrænsninger, min kamp med kommunen om førtidspension mm. Indtil nu har han mest hørt brudstykker, især gennem samtaler jeg har haft med mine forældre. Men jeg kan mærke det er godt at forklare ham det hele direkte. Og han lytter
Og jeg fortæller ham at bedstemor nu er kørt så meget ned over at skulle hjælpe mig så meget, at hun ikke længere har kræfter til det. Og at jeg derfor er afhængig af hans hjælp nu.
Han lytter stadig, og jeg kan mærke han har et åbent sind. Det er næsten som at sidde og snakke med en voksen
Jeg spørger ham om han kunne forestille sig at stå for madlavningen nogle dage om ugen. Og han svarer ja uden reservationer. Vi aftaler at han planlægger, jeg handler ind, og han laver så maden
Vi får også snakket om at jeg har brug for at han bruger mere tid med sin lillebror, når jeg har brug for ro. Det har ellers været et konfliktfyldt emne før, men nu lytter han, og accepterer

Da vi har spist færdigt, er stemningen god og glad. Vi har genfundet hinanden igen. Jeg er lykkelig for igen at føle mig tæt på mit første barn. Det har været 5 lange år, men kimen er nu lagt for en lysere fremtid - på flere fronter. Jeg spørger om vi ikke skal tage i biografen sammen næste dag, nu hvor vi er alene, og glad siger han ja

Glad ringer jeg til min mor og fortæller at Nikolaj har indvilget i at hjælpe, og at hvis vi bare sørger for at lave en konkret plan, kan det være at vi kan få hverdagen til at gå op herhjemme nu, uden at hun behøver at komme så ofte. Det har været et meget bekymringsfuldt emne, og vi er begge meget lettede over at en delløsning er fundet

I går var en god dag. En særdeles god dag. Der har ikke været mange gode, bekymringsfri dage i min lille familie de sidste 5 år. Men jeg ser forandringen nu. Ser hvordan jeg igen kan finde noget styrke til at være den mor, Nikolaj behøver. Ser, hvordan jeg kan genfinde noget styrke til at skabe en bekymringsfri dag. Oplever at min søn og jeg igen kan opbygge et godt forhold. Ser vigtigheden af at have disse stunder, hvor det bare er ham og jeg

Jo, i går var en god dag. Og jeg er vågnet glad i dag, med følelsen af at denne dag ikke behøver være anderledes


(OBS! Hvis du ønsker at bruge nogle af mine skriverier til anden side, skriv da venligst til mig forinden for godkendelse)