Der er en smule Amy Winehouse i os alle

Som rigtig mange andre verden over, har jeg i disse dage søgt Amy Winehouse på Youtube. For at lytte til hendes fantastiske musik, og i øjeblikket mærke essensen af det tab, verden har lidt. For det er et stort tab for musikken. Som en udtaler: det er 20 års indspilninger, der er gået tabt. Akkurat som ved Janis Joplin, Jimi Hendrix, og de andre i Club 27

Lige så meget som hendes enestående stemme og store musiske talent vandt anerkendelse, lige så stort et emne var hendes store alkohol- og stofmisbrug. Læser man kommentarerne på Youtube, der blev postet før hendes død, var der mange, der ikke havde meget pænt at sige om hende. Hun mødte i den grad fordømmelsen, og var et ynglingsoffer i medierne. Side om side med hendes musikvideoer kan man se billeder og optagelser af en påvirket Amy, der ikke kan styre sin brandert. Der er close-ups af hendes hærgede ansigt, hendes ekstremt tynde krop, og endda flere TV-indslag hvor studieværter i den grad gør grin med hendes deroute.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Michael Jackson her. Hvad han ikke også måtte stå model til af fordømmelse og fornedrelse bla pga hans udseende.
Når folk er i live, er der åbenbart ikke grænser for, hvor meget man vil svælge i de negative ting, man kan finde om de kendte
Men i det øjeblik de dør, står alle udtalelserne, hele den negative eksponering, som et skamfuldt, forvredet eftermæle. Var det virkelig nødvendigt?

Det kom ikke som et chok at Amy Winehouse døde. Det sidste halve år var offentligheden indstillet på at det kun var et spørgsmål om tid. Som igen sætter gang i konklusionerne: "Hun var selv ude om det. Hun kunne bare have fået styr på sit misbrug. Hvor er det trist at se de store forgå fordi de åbenbart har en skrøbelighed i deres psyke, som gør at de ikke kan klare presset"
Det ER trist. Forbandet trist. Men midt i fordømmelserne, pegen fingre, og konklusionerne, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er så nemt at smide med sten, når man selv bor i et glashus. Skal man lære noget omkring Amy Winehouses død, så er det, at presses et menneske for hårdt, går det til grunde på et tidspunkt.

De fleste af os har ikke et stort alkohol- og stofmisbrug, der leder os direkte mod en Club 27. Ikke desto mindre er der er smule Amy Winehouse i os alle. For essensen her at man presser sig selv over evne, fylder sin krop med ting, der er giftige, og ikke tager vare på sig selv i det omfang, der er nødvendigt for at få et godt, langt liv. Vi kan godt pege fingre af kunstnerverdens Amy Winehouses, men vi formår ikke at tage det samme ansvar selv. Den eneste forskel er graden af ekstremitet

Vi ved sådan set godt, hvad der er godt for os. Rygning er farligt. Dårlig kost lige så. Kemikalier. Manglende nattesøvn. Stress. Alligevel fylder vi vores liv med dette. Selvom vi ved det er vejen til en tidligere død.

Vi peger fingre af folk, der lever åbentlyse dekadente og livsnedbrydende liv, men glemmer at se, at vi selv gør det samme. Jeg ved ikke, hvad det er for en destruktivitet, der synes at præge os. Er det billedet af englen på den ene skulder, og djævlen på den anden, hvor djævlen vinder ved at lokke os i fordærv? Er vi mennesker i bund og grund ikke alt for svage over for det, der langsomt destruerer os?

Skal man bruge Amy Winehouses død til noget, må det være det ekstreme, der ved eksemplets magt fortæller os andre, at vi alle kan forgå før tid - uanset hvor talentfulde eller kærlige mennesker vi er, som synes at berettige til en lang levetid. Det handler om man er i stand til at tage ansvaret for sig selv, og ikke lade sig forføre af det livsnedbrydende

Tænker man lidt over den, vil man nok ikke længere pege fingre af Amy Winehouse, og alle de andre. I stedet må vi bruge dem som kærlige, omend triste, eksempler på, at de ikke nåede at redde sig selv før det var for sent. Men vi er her stadig, og kan begynde at passe bedre på os selv. Hvis vi blot kan finde styrken....

Det ville være oplagt nu at poste hendes store hit 'Rehab' for at hive pointen hjem. Men da de fleste allerede kender den, bliver det i stedet en af de mere ukendte liveoptagelser, som i den grad viser hendes store talent, og hvilket tab musikverden nu har lidt

Tak for musikken, Amy

http://www.youtube.com/watch?v=rtajrTlUhN8&feature=view_all&list=PL54C14363719B4707&index=0