Brunt

Det uskyldsrene, hvide dække som så længe har betaget med sin simple skønhed, er langsomt svundet ind. Tilbage er kun små krystalliserede enklaver, der stædigt holder fast. Bare lidt længere..

Væk er overfladens smukke bedrag, og har dermed afsløret et brunt, slimet og krakeleret lag af trist skæl over det liv, der var engang. Den grimme bagside af uskylden

Slimede halvopløste strukturer af død og forrådnelse. Intet varer evigt. Hverken skønhed eller liv

Rund gul varme sniger sig livgivende ind gennem sprækker. Bevingede væsener kvidrer i lykkerus
med et æggende 'kom ud, kom ud'

Forført, træder jeg ud i tristheden, og begynder at fjerne de tykke lag af skæl

Pludseligt springer livet frem. Små insisterende vækster, som grådigt rækker efter lyset og luften. Jeg overvældes af nyt liv, og drives endnu mere frem. Flere vækster, mere liv

Jeg stopper op, og kigger mig omkring. Det brune og slimede har forvandlet sig til en smuk kontrast til livgivende grønt. Et farvespil af forrådnelse og håb. Død og genfødsel i en evig cyklus

Vi lever og vi dør en lille smule hver dag,
men nyt liv kan altid findes bag den brune skæl

@ Natascha 2010


(OBS! Hvis du ønsker at bruge nogle af mine skriverier til anden side, skriv da venligst til mig forinden for godkendelse)