At finde en partner 6 - Forbilleder

Forbilleder

I en tidligere blog 'At spejle sig i hinanden', skrev jeg bla. følgende
"Vi mennesker er faktisk meget påvirkelige af vores omgivelser, selvom vi ikke er bevidste om det (givet, nogle mere end andre). Vi spejler os i hinanden, fordi vi simpelthen ikke kan lade være. Og i og med vi gør det, udvikler og ændrer vi os som mennesker"......"Mennesket er ikke et statisk objekt, men en evigt bevægende væsen, som er i konstant forandring. Vi oplever det aldrig i nuet, men kan se det i os selv, og andre, over tid. Og forandringen sker via inspirationen, spejlingen, som andre mennesker giver os"...."Vi lader os underholde af underlødige tv programmer og andre medie skabte elementer, og lader det være inspirationen for hvordan vi flytter os som menneske"

Hvordan er det nu relevant i forhold til partnerproblematikken?

Vi er alle produkter af vores tid. 'Udvikling' kunne man kalde det. En udvikling, der for alvor tog fart i 1970'erne med kvindebevægelsen, p-piller, abort, skilsmisser. Den traditionelle familie, hvor man var afhængige af hinanden, blev afløst at selvstændige individer, der mødtes i et fællesskab. Sammen med den økonomiske vækst, og frihed, hvor overlevelse blev erstattet af komfortabel livsførsel. Adgang til, og mulighed for at anskaffe sig, og skaffe sig af med, de ting, man selv valgte, fødte køb-og-smid-væk kulturen. Alting blev omsætteligt. Og med den personlige frihed blev partnerne det også.

Jeg voksede op med dette boom. Betragtede, hvordan flere og flere klassekammerater blev skilsmissebørn. Vi snakkede om det dengang. Om hvordan jeg efterhånden kom til at tilhøre minoriteten - mine forældre var nemlig stadig gift

Jeg voksede op i et samfund, som lærte os om personlig frihed. Om, hvor let det er at gå. Når mine forældre havde ægteskabelige sammenstød, forberedte jeg mig på også at blive skilsmissebarn - det var jo det, man gjorde

Men det var ikke det, mine forældre gjorde. De er stadig gift. På 44. år. Og de bliver aldrig skilt, ved jeg. Ikke fordi de er nødt til at være sammen, men fordi det er deres valg. De elsker hinanden. I tykt og tyndt. I medgang og modgang.

Deres lange ægteskab har lært mig noget. At ja, man har den personlige frihed til at gå. Man har valget. For det er ikke altid en dans på roser. To forskellige mennesker bliver ikke til ét menneske, uanset, hvor mange år man er sammen. Der vil altid være en forskel i holdninger, i temperament. Og man elsker ikke hinanden lige meget hver dag. Men...man har også valget om at blive. At sørge for at gøre sit til at ægteskabet fungerer.

"Den er for letkøbt", vil nogen sikkert sige. "Man kan ikke gardere sig mod at man vokser fra hinanden". "Og hvad når hverdagen ikke længere er så smuk? Jeg vil ikke blive med en, jeg ikke elsker"

Kan man virkelig af-elske?

Er det ikke mere et spørgsmål om at man fejler i at få denne ægteskabelige institution til at fungere?

"Nej, den er godt nok for letkøbt!", vil flere sige.
Det kan godt være det er en provokerende tanke, men er den så forkert?

Som sagt, er vi produkter af vores tid - den tid, vi spejler os i, og som er med til at definere vores værdier og holdninger. Vi tilhører den hurtigt omsættelige tid. Tiden hvor selvrealisation, personlig frihed, og jagten på lykken er i højsædet. Og det har vi i aller højeste grad lært af at se på forældregenerationerne - vi kan bare tage vores gode tøj og gå, når det ikke længere lever op til kravene, som tiden stiller. Det er så nemt, og det er det, man gør

Men når jeg betragter mine forældres livslange ægteskab, kan jeg se, der findes et alternativ. Jeg er lykkelig for at jeg har fået et alternativ, jeg kan spejle mig i; Det, der hedder at man ikke behøver jagte lykkefixet for at være lykkelig

Spørgsmålet er, at når vi i dag jagter lykken, drømmen om ægteskabet, den eneste ene - er det så virkelig ØNSKET om ægteskabet, vi har? Eller er det den romantiske ide om, hvad vi har gjort ægteskabet til i vores tid?

Er du virkelig parat til at indgå i et livslangt forhold i medgang og modgang? Eller gifter du dig med illusionen om at du kan få dit nødvendige lykkefix resten af livet med denne person. Og det selvfølgelig ikke er din skyld, hvis du så viser dig at have taget fejl; Det var alligevel ikke den rette person

Hvad er det egentligt, vi vil have?
Lykkefixet, eller institutionen ægteskabet?

Som produkter af vores tid har vi lært at kræve, og forvente lykkefixet. Og vores forbilleder har lært os at vi, på forkælet vis, bare kan brænde vores broer og starte forfra, hvis vi ikke får vores illusion opfyldt

Jeg ser på mine forældre. De er lykkelige. Ikke lykken, som man finder i den romantiske illusion. Jo, de har da perioder, hvor de bliver nyforelskede. De er moderne mennesker med mange jern i ilden, som KUNNE søge friheden, hvis de ville. Men det vil de ikke, for de elsker hinanden i medgang og modgang. De har fattet, hvad ægteskabet går ud på

Er vi i virkeligheden ikke generationer af forvirrede høns, som ikke aner, hvad det er, vi vil have? Vi drømmer om ægteskabet, og kærligheden, om den eneste ene. Men som produkter af vores tid har vi også lært at kræve og forvente lykken - hvad det så end er for et indhold, vi bilder os selv ind, at det har.

Måske det er på tide, at vågne lidt op og se realiteterne i øjnene. Hvad er det egentlig, vi ønsker i en partner?


(OBS! Hvis du ønsker at bruge nogle af mine skriverier til anden side, skriv da venligst til mig forinden for godkendelse)